Hvad er en DXA Scanning? 

DXA-scanningen måler indholdet af kalk i knoglerne ved hjælp af svage røntgenstråler. På den måde får man et mål for knoglemassen. Knoglemassen kaldes også for knoglemineraltæthed eller BMD, som står for Bone Mineral Density. Jo mere kalk, der er i knoglerne, jo stærkere er de.

 

Når du har én eller flere risikofaktorer for osteoporose vil du have mulighed for at blive udredt via en DXA-scanning. Dette vil ske enten på sygehuset eller på et privathospital.

 

Hvem skal have en DXA-scanning for osteoporose (knogleskørhed)?

For kvinder efter overgangsalderen og mænd over 50 år, der har mindst én af nedenstående risikofaktorer, er det relevant at tale med lægen om at blive undersøgt for osteoporose (knogleskørhed) og få en DXA-scanning:

 

  • Lavenergibrud: Hvis du har oplevet at få knoglebrud i situationer, hvor man ikke normalt ville få det, for eksempel ved almindelig dagligdags aktivitet, kan det være tegn på at du har osteoporose.

  • Høj alder: Jo ældre du er, jo mere sandsynligt er det, at du får osteoporose. Knoglerne afkalker normalt med 0,5 - 1% om året efter 30 års alderen, og for kvinder går det særligt stærkt omkring overgangsalderen.

  • Arvelig disposition: Hvis dine forældre, søskende, børn eller andre i den nærmeste familie har osteoporose, er der større risiko for, at du også udvikler sygdommen. Du kan forebygge skøre knogler ved at leve knoglevenligt, også selvom der er osteoporose i familien.

  • Lav kropsvægt: Høj og slank kropsbygning øger risikoen for osteporose, specielt hos kvinder. Hvis dit BMI er under 19, er der større risiko for at få osteoporose.

  • Overgangsalder før 45-års alderen: Hvis du er gået tidligt i overgangsalderen, vil dit tab af knoglemasse ske tidligere end normalt.

  • Lavt fysisk aktivitetsniveau: Hvis du har en stillesiddende livsstil, og ikke bevæger dig mindst 30 min. om dagen, har det en negativ indflydelse på dine knogler.

  • Lavt indtag af kalk og D-vitamin: Kalk og D-vitamin er vigtige i forhold til at opbygge knoglerne. Raske voksne anbefales generelt at indtage 800 milligram kalk om dagen, og et tilskud på 5-10 mikrogram D-vitamin dagligt i vinterhalvåret (oktober - april). Nogle grupper anbefales dog at tilskuddet af D-vitamin tages året rundt, og for visse grupper i større dosis. Du kan læse mere om kalk og D-vitamin i kosten under knoglevenlig livsstil, og du kan udregne dit indtag af kalk i kosten her i appen.

  • Rygning: Rygning har en negativ indflydelse på knoglerne og kan medføre udvikling af osteoporose. Læs mere under knoglevenlig livsstil. 

  • Stort alkoholforbrug: Et højt forbrug af alkohol nedsætter knoglestyrken og øger risikoen for fald. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man begrænser indtaget af alkohol til 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd. Læs mere under knoglevenlig livsstil.

  • Spiseforstyrrelser: Hvis du har haft en spiseforstyrrelse som ung, kan det have påvirket din opbygning af knoglemasse. Dermed kan du have en lavere knoglemasse at tære på. Spiseforstyrrelser kan også påvirke din vægt, så du bliver undervægtig, og det kan føre til tab af knoglemasse.

  • For lidt sol: Når du får sol på kroppen i sommerhalvåret, vil solens stråler medføre,  at der dannes D-vitamin i huden. Er du sjældent i solen, vil det påvirke dit niveau af D-vitamin. Husk dog Sundhedsstyrelsens anbefalinger om solbeskyttelse, når du er i solen.
  • Medicinsk behandling mod andre sygdomme: Flere typer af medicinsk behandling kan medføre, at knoglerne afkalker hurtigere. Det kan for eksempel være langvarig behandling med binyrebarkhormon-tabletter for sygdomme som KOL og gigt. Du kan også få knogleafkalkning ved antihormonbehandling for brystkræft eller prostatekræft. Tal med din læge, hvis du er i tvivl, om du får medicin, der øger din risiko for osteoporose.

  • Andre sygdomme: Osteoporose kan opstå som følge af andre sygdomme. Det kaldes for sekundær osteoporose. Det drejer sig særligt om sygdomme, som rammer hormonsystemet, for eksempel stofskiftesygdomme og sukkersyge. Derudover kan blandt andet kræftsygdomme, visse mave-tarmsygdomme og leddegigt give øget risiko for osteoporose. Tal med din læge, hvis du er i tvivl. om det gælder dig.

 

Hvad kan man se på en DXA scanning?

 

Knoglescanningen viser et mål for knoglemassen. Ved scanningen angives en T-score, som du kan læse mere om her i denne artikel om T-score

 

Interesseret i at få adgang til en osteoporose specialist?

Vil du høre mere om vores osteoporose klinik, så kan du nu skrive dig op til en samtale med en specialist fra OSAIA:

Skriv dig op til gratis samtale

 

Ovenstående er udarbejdet ud fra den nationale behandlingsvejledning, som du kan finde her: Dansk Endokrinologisk Selskab.